Vi søger friske, udadvendte og servicemindede tjenere til sæson 2016.

Du skal:
- have min. 2 års tjenererfaring
- kunne kunsten at fadservere
- trives i et travlt miljø

Alder:
Min. 18 år

Periode:
Primo maj - 4. september 2016

Løn:
Efter overenskomst

Arbejdstider:
Skiftende arbejdstider efter vagtplan

Ansøgning:
Kontakt Tine Sarring på rode@port.as

Vi søger friske piger og drenge til Ice Corner

Vi forventer, at du er:
- mødestabil
- glad
- imødekommende
- kan holde hovedet koldt - også i stressede situationer

Alder:
Du skal være fyldt 16 år

Arbejdstider:
Skiftende vagter

Løn:
God løn tilbydes

Bemærk:
Lang ferie i Bakkens åbningsperiode er desværre ikke en mulighed.

Henvendelse:
Ring til Kazem på mobil  4073 1890 på hverdage i tidsrummet 10.00-12.00

Er du frisk, kvik og udadvendt så kunne du være lige den medarbejder vi mangler til vores lille familie.

Hvis du elske børn, er elsker af gamle mennesker og synes at fuldemandssnak er det sjoveste, så har vi et job med at passe bueskydningen på Bakken.

Du skal kunne begynde NU og kunne arbejde alle uger frem til 4 september.

Arbejdet består af mellem 20 og 40 timer ugentligt, fordelt på hverdage og weekender.

Send dit CV og ansøgning til dengyldnehal@gmail.com og fortæl hvorfor netop du skal til en samtale.

Vi glæder os til at høre fra dig."

Ved kilden mødtes de nordsjællandske bønder med borgere af alle klasser fra København. Alle det klassedelte enevoldssamfunds stænder satte hinanden stævne på Dyrehavsbakken. Der var ikke mange forlystelser i København, og folket var ikke politisk aktive. De kunne samle hele deres energi om den livsvigtige opgave at more sig i den grønne skov.

Men i 1807 blev Danmark involveret i Englandskrigene, der førte til statsbankerotten i 1813. Pengene mellem folk var små, og mindre forlystelseshaver skød op i Københavns nærhed. De mange gøglere søgte andre græsgange, og Dyrehavsbakken sygnede hen.

I 1819 begynder Dyrehavsbakken atter at få fat. Da Danmarks første dampskib, Caledonia, som på grund af sine store skovlhjul blev kaldt ”Plaske-Marlene”, og senere andre dampskibe bliver sat i rute mellem København og Bellevue, blomstrer Bakken igen.

Nu kunne københavnerne sejle hele vejen og derved undgå de støvede og bumlede veje. Unge herrer fik mulighed for at kurtisere jomfruerne om bord og måske få en aftale om en glad dag på Dyrehavsbakken. Når Caledonia anløb Bellevue, blev hun modtaget af kanonskud fra land. Herefter blev passagererne roet ind til kysten af stærke søfolk og drog syngende gennem Dyrehaven til Bakken.

Strandvejen var også blevet forbedret, så gående og kørende fik en mere komfortabel transport. Ved De Røde Porte blev gæsterne modtaget af ”børstedrengene”. Lokale drenge, der havde tilkæmpet sig en slags autorisation på at børste de kilderejsendes tøj, der var støvet til under køreturen på Strandvejen.

Nu søgte de udenlandske gøglere igen ud til Dyrehavsbakken i kildetiden. Men efterhånden begynder forlystelseshaven også at ændre karakter. Stadig flere teltholdere søgte op på den nærliggende bakke ved søen, og det gamle centrum omkring kilden kom nu til at ligge i udkanten af forlystelserne. Nu begynder tilnavnet Bakken at afløse Kirsten Piils Kilde. Teltholderne slog sig i stigende grad ned i en rundkreds på toppen af bakken, hvor de lå omkring ”Store Plæne”, der var en græsplæne, hvor gæsterne kunne sidde med deres madkurve.

Her åbnede også den schweizisk-italienske konditor Giovanni Monigatti et stort konditori. Han havde drevet flere populære konditorier på Frederiksberg, hvor han bl.a. havde syngepiger på scenen. På Bakken blev hans telt ødselt udstyret med venetianske lysekroner og smagfuld underholdning. På de store Bakkedage arrangerede Monigatti storslået fyrværkeri. I samtiden skrev et tidsskrift om hans konditori, ”at her kan det højstærede Publikum nyde Chokolade, Lemonade afkølet med Is og himmelske Kager – oh, for hvor meget haver vi ikke de gode Italienere at takke”.

 << Kapitel 6   Kapitel 8>>

En kilderejse til Dyrehavsbakken var en omstændelig affære. Turen blev planlagt i god tid. Familier eller selskaber kørte i hestevogne. Nogle red, og andre vandrede hele vejen. På grund af Strandvejens dårlige forfatning tog kildegæsterne vejen over Gentofte og Ordrup. De kom først ud til kysten ved det nuværende Hvidøre. Med grønt løv i hatten drog selskaberne syngende ind gennem De Røde Porte, slog sig ned omkring kilden og pakkede madkurve ud.

Her blev der udskænket vin, punch, øl og brændevin. Der var også telte, hvor den nymodens kaffe blev serveret. Gøglere og beværtere boede selv under primitive forhold bag teltene og hentede vand til deres forretninger fra kilden. Blandt fornøjelserne var også primitive pariserhjul, de såkaldte ”møllegynger” eller ”russiske gynger”, der naturligvis blev betjent ved håndkraft.

Disse forlystelser var populære selv på højeste sted. I 1765 kunne bogtrykker Berlings ”Københavnske Tidende” fortælle, at dronning Caroline Mathilde sammen med enkedronningen og arveprins Frederik havde været i Dyrehaven Sankthansdag ”ved den derværende og bekendte sundhedskilde, hvor vel hele sommeren igennem, men især på denne dag og aftenen før, en stor mængde af Københavns indvånere plejer at indfinde sig”. Hos de kilderejsende københavnere var ”glæden iblandt samme over de høje herskabers nærværelse og hulde åsyn endnu større”.

Alt imens gæsterne nød mad og drikke, blev de underholdt af sang og dans. En gæst i 1768 fortæller: ”Vi adhørte nu adskillig Musik, saae i Perspectiver, og ansaae én, som gjorde Kunster paa en slap Line bundet imellem tvende Træer”. Det var sognefogeden og tingmanden fra Lyngby, der sammen med tilsagte husmænd skulle sikre lov og orden. Men de blev hurtigt så berusede, at de skabte mere ballade end orden.

Dyrehavsbakkens ry bredte sig ud i Europa. Fra alle lande strømmede gøglere og kunstnere til Dyrehaven i kildetiden. Den folkelige forlystelse havde for alvor slået rødder i Kongens Dyrehave.

<< Kapitel 4    Kapitel 6>>

Selv om lægevidenskaben blev bedre, søgte folk stadig ud til de hellige kilder ved midsommer. Måske ikke så meget for at blive helbredt af vandet, men for at få en festlig aften i det fri, hvor de blev beværtet og underholdt af gøglerne. Københavnerne vandrede ud af den stinkende og beklumrede by og forlystede sig i det fri i den korte kildetid, der dengang var fem uger. De øvrige kilder i Københavns omegn sandede med årene til. Efterhånden var kun Kirsten Piils tilbage. Bag den og på den nærliggende bakke slog beværtere og gøglere deres telte op, så gæsterne kunne beskænkes og underholdes. I 1768 skriver et tidsskrift efter Sankt Hans om, ”At der er ligeså mange gæster i Dyrehaven denne aften, som værterne i København har gæster Fastelavns mandag”.

DyrehavsbakkenvokserfremMellem telte og fjælleboder var jublende sang og højrøstede glade gæster, fra gyngerne klingede den tyrkiske slagtøjsmusik, sangerinder, der  betjente harper og guitarer, keglebaner, vaffelboder, udsalg af kurve, knaldperler og blanksværte. Mellem det hele løb unge jøder rundt og falbød hollandske cigarer og tændte lunter. Beriderselskaberne trak mange besøgende, da mange af de mandlige gæster kunne ride. Så disse rideopvisninger havde et sagkyndigt publikum. Fra de første tider er forestillingerne i gøglerteltene blevet annonceret af veltalende rekommandører. De kom ud på balustraden foran teltet og startede ofte deres salgstale med et trut i en trompet. Der var indbyrdes aftaler om, hvornår forestillingerne begyndte, så rekommandørerne ikke kom til at råbe i munden på hinanden.

Men der var også tid til en dram. En gammel pebersvend undrer sig meget over, at han næste dag har voldsom hovedpine efter at have drukket kildevand. Der var dog også moralske røster, der advarede mod kildeløjerne. Holberg lader i komedien ”Kilderejsen” sin Jeronimus vrisse, at ”disse kilderejser gjordes af devotion (fromhed, ydmyghed) i gamle dage, men nu tror jeg, at hvert andet telt er et horehus”. Det var også Holberg, der diplomatisk kaldte de mindre ærbare damer, der ved nattetide sværmede omkring kilden, for ”natfrøkner”.

En tjenestepige i København lod sig aldrig fæste, før hun havde sikret sig en hel fridag midt på sommeren til en Bakketur. I et “Sct. Hansaftens-Spil” lader Oehlenschläger en tjenestepige juble: ”Så skal vi i skoven, en herlig sag, skovturen er min bedste dag, det er den eneste dag, jeg må gå for min madamme med solhat på”. Dengang var det det forbudt for tyendet at gå med hat resten af året.

<<Kapitel 3    Kapitel 5>> 

Efterhånden bliver Kirsten Piils Kilde åbenbart glemt. Københavnerne valfartede dog stadig til de øvrige hellige kilder. En dag i 1732 vandrede den kongelige dansemester Heinrich Brinckmann en tur i Dyrehaven. Han genfandt Kirsten Piils Kilde, som han besluttede at rense og sætte i stand. Sammen med sin ven, parykmager Greve, lod han det nyrenoverede kildespring markere af en sten med følgende indskrift:

Naturen viser her, hvad godt den har i Eje. Da Kilden brød ud af hinde skjulte Veje, Kirstine Piil var den, som fandt det Kilde-Vand, 1583. Som blev ved Brinchmann og ved Greve sat i Stand, 1732 Kildengenopdages

Kildeindfatningen blev fornyet i 1750, hvor den nuværende inskription blev sat op. I mellemtiden havde Boveskoven ændret sig. Allerede i 1669 havde den jagtglade Frederik III indrettet en indhegnet dyrehave, Stokkerup Dyrehave – der var opkaldt efter den lille nabolandsby. Den måtte dog lade livet, da Christian V i 1670 afløste sin fader på tronen. Han havde som kronprins opholdt sig ved Solkongen Ludvig XIV’s hof. Her havde han lært at elske parforcejagt. Jægerne red dyrene så udmattede, at de kunne dræbe dem med hirschfængeren – et firbladet stikinstrument. Det krævede plads. Derfor udvider kongen sin fars dyrehave til det firdobbelte med navnet Jægersborg Dyrehave. Stokkerup måtte flyttes, så den jagtglade majestæt kunne få plads til sin hobby. I Nordsjælland var der mange forladte gårde efter svenskekrigene i 1658-60. Hertil blev Stokkerup-bønderne ”forflyttet”. Som kompensation fik de dog ”trende Aars Frihed for alle Skatter samt Landgilde og Hoveri”.

Selv om Dyrehaven var kongens, havde gøglere og beværtere allerede i mange år ved kildetid slået deres telte op omkring Kirsten Piils Kilde. Det er Frederik V, der i 1746 officielt åbner haven og i 1756 giver helt fri adgang ”ligesom i forrige tider må det være alle skikkelige folk tilladt at indpassere og divertere sig i den kongelige Dyrehave”. Men hvis folk ville fornøje sig, måtte de også yde til sociale formål. Allerede i 1754 opsættes ved kilden en såkaldt ”fattigblok”. En aflåst indsamlingsbøsse, hvor de af kildegæsterne indkastede penge gik til fordel for stiftelsen Gentofte-Lyngby Hospital. Teltholderne skulle også betale. I middelalderen betalte handlende i byerne afgift for deres stadepladser. Så teltholderne har fra tidernes morgen ved kildetid betalt stadeafgift til Gentofte-Lyngby Hospital for deres plads i skoven. Den enkelte stadeholder skulle hvert år søge sit stade, og der var ingen garanti for, at han fik det igen året efter.

<< Kapitel 2   Kapitel 4>>

Legenden om Kirsten Piil fortæller, at en ung og uskyldig pige en aften i 1583 for vild i den mørke Boveskov nord for København. Hvad hun har lavet der, ved ingen. Måske havde hun været på besøg i landsbyen Stokkerup, der lå på den nuværende slette neden for Eremitageslottet.

Kirsten Piil flakkede hjælpeløst rundt i den mørke skov, da en kilde pludselig sprang ud af en skrænt og viste hende vej mod København. Historien om dette mirakel bredte sig, og folk søgte kilden for at drikke af det helsebringende vand.Kirsten piils kilde

Der er flere folkesagn om denne Kirsten Piil. Sagn, der pludseligt begynder at blomstre i litteraturen, da guldalderen rammer Danmark. Et af disse sagn fortæller om en uskyldig jomfru, der blev solgt som slave af tyrkerne. Et andet fortæller om en klog kone, der boede i Larsbjørnsstræde i København. Hun solgte helsebringende vand på flasker fra en kilde i Boveskoven. En legende, der falder godt i tråd med traditionen om de hellige kilder.

Når de besøgende ankom til kilden, blev de først slået med gysen og ærefrygt ved synet af de mange krykker, gennemsivede bandager og stokke, som helbredte kildegæster gennem årene havde efterladt. Herefter ofrede den besøgende ved at kaste en mønt i kilden.

Den blev passet af ”kildekonen” – en klog kone – som de tilrejsende henvendte sig til. Hun fik en skilling og tilspurgte så den tilrejsende, om vedkommende havde medbragt et krus, som ingen havde drukket af før. Det havde den kilderejsende naturligvis. Herefter fyldte kildekonen kruset med kildevand, som den syge drak af. Så bød kildekonen den tilrejsende at knuse kruset, hvorved den syge på symbolsk vis knuste sygdommen.

For at turen skulle være effektiv, måtte den kilderejsende sove ved kilden natten over. Under hovedet skulle patienten have jord fra kilden, som kildekonen havde hentet og pakket ind i et klæde. Denne behandling virkede mod alskens sygdomme og handicap. På den baggrund kan historien om Kirsten Piils helsebringende vand sagtens være sand. Indtil 1859 var drikkevandet i hovedstaden skident og direkte sundhedsfarligt. Så hellere en klog kones vand på flaske fra en helsebringende kilde.

<< Kapitel 1     Kapitel 3>>

Besøgende på Dyrehavsbakken tænker nok sjældent på, at de som kildegæster i virkeligheden fejrer sommersolhverv. En fest, der har spor til de ældste historiske tider. Det var denne tradition, der via legenden om en ung pige ved navn Kirsten Piil for 425 år siden slog rødder i skovene nord for København.

Langt op i middelalderen var store dele af Nordsjælland dækket af tætte skove. Her levede fattige bønder i små landsbyer. De var opført i rydninger mellem træerne. Rydninger, der siden har givet mange nordsjællandske byer efternavnet "rød", som Allerød, Lillerød, Birkerød o.l. Både bønder og borgere i byerne levede med rester af folkeovertro, der gik helt tilbage til hedensk tid.

Fra de ældste tider har vore forfædre fejret sommersolhverv. Ifølge overtroen var naturens kræfter særligt stærke Sankthansaften og natten til den 24. juni. Selve sommersolhvervet finder sted den 21. juni. Efter kristendommens indførelse blev festen flyttet til Johannes Døberens fødselsdag den 24. juni. Han blev ifølge Lukas evangeliet født seks måneder før Jesus. Derfor blev sommersolhvervsfesten, og alle dens hedenske traditioner, dedikeret til ham. Kildetiden var oprindeligt fra omkring Sankthansaften den 23. juni og til Vor Frue Dag den 3. juli.

Sankt Hans nat besad urter, luft og vand maksimal styrke ifølge overtroen. Det gav håb for kronisk syge om helbredende mirakler. Allerede i hedensk tid mente vore forfædre, at udvalgte kilder besad særlig megen kraft. Derfor besøgte man dem, drak af vandet og håbede på helbredelse.

Efter kristendommens indførelse blev disse hellige kilder tilegnet forskellige helgener og mirakler, og folk strømmede ud til dem Sankthansaften. I Nordsjælland lå der flere af disse kilder. De mest kendte var Helenekilden på stranden ved Tisvilde, kilden ved Vartov i Hellerup samt Vangede Kilde ved Gentofte Sø. Men nye kilder kom til. En af dem udviklede sig til verdens ældste forlystelsespark, Dyrehavsbakken.

Kapitel 2 >>

Bakkens mange forretninger har altid brug for ekstra hænder, når sæsonen skydes i gang. 

Fuld tid eller deltid - weekendarbejde eller hverdage - der plejer at være lidt af hvert. 

Se om du kan finde dit næste job på Bakken.

Dyrehaven (officielt Jægersborg Dyrehave) er en skov nord for København. Den er på ca. 1.100 ha. Den grænser mod nord op til Jægersborg Hegn, som indtil 1832 var en del af Dyrehaven.

Ved alle indgange findes de karakteristiske røde porte. Den mest benyttede, Klampenborg port, ligger lige ved Klampenborg Station. Alle portindgange ligger ved et porthus til skovløberen. Husene er bygget efter samme model.

Dyrehaven er udpeget som naturskov. Det betyder at beskyttelse af naturen går forud for dyrkning af træ. Gamle træer fældes kun, hvis de er til fare for publikum.

Dyrehaven danner bl.a. ramme om Eremitageløbet og Hubertusjagten.

Hent Naturstyrelsens Vandretursfolder

Ved kilden mødtes de nordsjællandske bønder med borgere af alle klasser fra København. Alle det klassedelte enevoldssamfunds stænder satte hinanden stævne på Dyrehavsbakken. Der var ikke mange forlystelser i København, og folket var ikke politisk aktive. De kunne samle hele deres energi om den livsvigtige opgave at more sig i den grønne skov.

Men i 1807 blev Danmark involveret i Englandskrigene, der førte til statsbankerotten i 1813. Pengene mellem folk var små, og mindre forlystelseshaver skød op i Københavns nærhed. De mange gøglere søgte andre græsgange, og Dyrehavsbakken sygnede hen.

I 1819 begynder Dyrehavsbakken atter at få fat. Da Danmarks første dampskib, Caledonia, som på grund af sine store skovlhjul blev kaldt ”Plaske-Marlene”, og senere andre dampskibe bliver sat i rute mellem København og Bellevue, blomstrer Bakken igen.

Nu kunne københavnerne sejle hele vejen og derved undgå de støvede og bumlede veje. Unge herrer fik mulighed for at kurtisere jomfruerne om bord og måske få en aftale om en glad dag på Dyrehavsbakken. Når Caledonia anløb Bellevue, blev hun modtaget af kanonskud fra land. Herefter blev passagererne roet ind til kysten af stærke søfolk og drog syngende gennem Dyrehaven til Bakken.

Strandvejen var også blevet forbedret, så gående og kørende fik en mere komfortabel transport. Ved De Røde Porte blev gæsterne modtaget af ”børstedrengene”. Lokale drenge, der havde tilkæmpet sig en slags autorisation på at børste de kilderejsendes tøj, der var støvet til under køreturen på Strandvejen.

Nu søgte de udenlandske gøglere igen ud til Dyrehavsbakken i kildetiden. Men efterhånden begynder forlystelseshaven også at ændre karakter. Stadig flere teltholdere søgte op på den nærliggende bakke ved søen, og det gamle centrum omkring kilden kom nu til at ligge i udkanten af forlystelserne. Nu begynder tilnavnet Bakken at afløse Kirsten Piils Kilde. Teltholderne slog sig i stigende grad ned i en rundkreds på toppen af bakken, hvor de lå omkring ”Store Plæne”, der var en græsplæne, hvor gæsterne kunne sidde med deres madkurve.

Her åbnede også den schweizisk-italienske konditor Giovanni Monigatti et stort konditori. Han havde drevet flere populære konditorier på Frederiksberg, hvor han bl.a. havde syngepiger på scenen. På Bakken blev hans telt ødselt udstyret med venetianske lysekroner og smagfuld underholdning. På de store Bakkedage arrangerede Monigatti storslået fyrværkeri. I samtiden skrev et tidsskrift om hans konditori, ”at her kan det højstærede Publikum nyde Chokolade, Lemonade afkølet med Is og himmelske Kager – oh, for hvor meget haver vi ikke de gode Italienere at takke”.

 << Kapitel 6   Kapitel 8>>

En kilderejse til Dyrehavsbakken var en omstændelig affære. Turen blev planlagt i god tid. Familier eller selskaber kørte i hestevogne. Nogle red, og andre vandrede hele vejen. På grund af Strandvejens dårlige forfatning tog kildegæsterne vejen over Gentofte og Ordrup. De kom først ud til kysten ved det nuværende Hvidøre. Med grønt løv i hatten drog selskaberne syngende ind gennem De Røde Porte, slog sig ned omkring kilden og pakkede madkurve ud.

Her blev der udskænket vin, punch, øl og brændevin. Der var også telte, hvor den nymodens kaffe blev serveret. Gøglere og beværtere boede selv under primitive forhold bag teltene og hentede vand til deres forretninger fra kilden. Blandt fornøjelserne var også primitive pariserhjul, de såkaldte ”møllegynger” eller ”russiske gynger”, der naturligvis blev betjent ved håndkraft.

Disse forlystelser var populære selv på højeste sted. I 1765 kunne bogtrykker Berlings ”Københavnske Tidende” fortælle, at dronning Caroline Mathilde sammen med enkedronningen og arveprins Frederik havde været i Dyrehaven Sankthansdag ”ved den derværende og bekendte sundhedskilde, hvor vel hele sommeren igennem, men især på denne dag og aftenen før, en stor mængde af Københavns indvånere plejer at indfinde sig”. Hos de kilderejsende københavnere var ”glæden iblandt samme over de høje herskabers nærværelse og hulde åsyn endnu større”.

Alt imens gæsterne nød mad og drikke, blev de underholdt af sang og dans. En gæst i 1768 fortæller: ”Vi adhørte nu adskillig Musik, saae i Perspectiver, og ansaae én, som gjorde Kunster paa en slap Line bundet imellem tvende Træer”. Det var sognefogeden og tingmanden fra Lyngby, der sammen med tilsagte husmænd skulle sikre lov og orden. Men de blev hurtigt så berusede, at de skabte mere ballade end orden.

Dyrehavsbakkens ry bredte sig ud i Europa. Fra alle lande strømmede gøglere og kunstnere til Dyrehaven i kildetiden. Den folkelige forlystelse havde for alvor slået rødder i Kongens Dyrehave.

<< Kapitel 4    Kapitel 6>>

Selv om lægevidenskaben blev bedre, søgte folk stadig ud til de hellige kilder ved midsommer. Måske ikke så meget for at blive helbredt af vandet, men for at få en festlig aften i det fri, hvor de blev beværtet og underholdt af gøglerne. Københavnerne vandrede ud af den stinkende og beklumrede by og forlystede sig i det fri i den korte kildetid, der dengang var fem uger. De øvrige kilder i Københavns omegn sandede med årene til. Efterhånden var kun Kirsten Piils tilbage. Bag den og på den nærliggende bakke slog beværtere og gøglere deres telte op, så gæsterne kunne beskænkes og underholdes. I 1768 skriver et tidsskrift efter Sankt Hans om, ”At der er ligeså mange gæster i Dyrehaven denne aften, som værterne i København har gæster Fastelavns mandag”.

DyrehavsbakkenvokserfremMellem telte og fjælleboder var jublende sang og højrøstede glade gæster, fra gyngerne klingede den tyrkiske slagtøjsmusik, sangerinder, der  betjente harper og guitarer, keglebaner, vaffelboder, udsalg af kurve, knaldperler og blanksværte. Mellem det hele løb unge jøder rundt og falbød hollandske cigarer og tændte lunter. Beriderselskaberne trak mange besøgende, da mange af de mandlige gæster kunne ride. Så disse rideopvisninger havde et sagkyndigt publikum. Fra de første tider er forestillingerne i gøglerteltene blevet annonceret af veltalende rekommandører. De kom ud på balustraden foran teltet og startede ofte deres salgstale med et trut i en trompet. Der var indbyrdes aftaler om, hvornår forestillingerne begyndte, så rekommandørerne ikke kom til at råbe i munden på hinanden.

Men der var også tid til en dram. En gammel pebersvend undrer sig meget over, at han næste dag har voldsom hovedpine efter at have drukket kildevand. Der var dog også moralske røster, der advarede mod kildeløjerne. Holberg lader i komedien ”Kilderejsen” sin Jeronimus vrisse, at ”disse kilderejser gjordes af devotion (fromhed, ydmyghed) i gamle dage, men nu tror jeg, at hvert andet telt er et horehus”. Det var også Holberg, der diplomatisk kaldte de mindre ærbare damer, der ved nattetide sværmede omkring kilden, for ”natfrøkner”.

En tjenestepige i København lod sig aldrig fæste, før hun havde sikret sig en hel fridag midt på sommeren til en Bakketur. I et “Sct. Hansaftens-Spil” lader Oehlenschläger en tjenestepige juble: ”Så skal vi i skoven, en herlig sag, skovturen er min bedste dag, det er den eneste dag, jeg må gå for min madamme med solhat på”. Dengang var det det forbudt for tyendet at gå med hat resten af året.

<<Kapitel 3    Kapitel 5>> 

Efterhånden bliver Kirsten Piils Kilde åbenbart glemt. Københavnerne valfartede dog stadig til de øvrige hellige kilder. En dag i 1732 vandrede den kongelige dansemester Heinrich Brinckmann en tur i Dyrehaven. Han genfandt Kirsten Piils Kilde, som han besluttede at rense og sætte i stand. Sammen med sin ven, parykmager Greve, lod han det nyrenoverede kildespring markere af en sten med følgende indskrift:

Naturen viser her, hvad godt den har i Eje. Da Kilden brød ud af hinde skjulte Veje, Kirstine Piil var den, som fandt det Kilde-Vand, 1583. Som blev ved Brinchmann og ved Greve sat i Stand, 1732 Kildengenopdages

Kildeindfatningen blev fornyet i 1750, hvor den nuværende inskription blev sat op. I mellemtiden havde Boveskoven ændret sig. Allerede i 1669 havde den jagtglade Frederik III indrettet en indhegnet dyrehave, Stokkerup Dyrehave – der var opkaldt efter den lille nabolandsby. Den måtte dog lade livet, da Christian V i 1670 afløste sin fader på tronen. Han havde som kronprins opholdt sig ved Solkongen Ludvig XIV’s hof. Her havde han lært at elske parforcejagt. Jægerne red dyrene så udmattede, at de kunne dræbe dem med hirschfængeren – et firbladet stikinstrument. Det krævede plads. Derfor udvider kongen sin fars dyrehave til det firdobbelte med navnet Jægersborg Dyrehave. Stokkerup måtte flyttes, så den jagtglade majestæt kunne få plads til sin hobby. I Nordsjælland var der mange forladte gårde efter svenskekrigene i 1658-60. Hertil blev Stokkerup-bønderne ”forflyttet”. Som kompensation fik de dog ”trende Aars Frihed for alle Skatter samt Landgilde og Hoveri”.

Selv om Dyrehaven var kongens, havde gøglere og beværtere allerede i mange år ved kildetid slået deres telte op omkring Kirsten Piils Kilde. Det er Frederik V, der i 1746 officielt åbner haven og i 1756 giver helt fri adgang ”ligesom i forrige tider må det være alle skikkelige folk tilladt at indpassere og divertere sig i den kongelige Dyrehave”. Men hvis folk ville fornøje sig, måtte de også yde til sociale formål. Allerede i 1754 opsættes ved kilden en såkaldt ”fattigblok”. En aflåst indsamlingsbøsse, hvor de af kildegæsterne indkastede penge gik til fordel for stiftelsen Gentofte-Lyngby Hospital. Teltholderne skulle også betale. I middelalderen betalte handlende i byerne afgift for deres stadepladser. Så teltholderne har fra tidernes morgen ved kildetid betalt stadeafgift til Gentofte-Lyngby Hospital for deres plads i skoven. Den enkelte stadeholder skulle hvert år søge sit stade, og der var ingen garanti for, at han fik det igen året efter.

<< Kapitel 2   Kapitel 4>>