Besøgende på Dyrehavsbakken tænker nok sjældent på, at de som kildegæster i virkeligheden fejrer sommersolhverv. En fest, der har spor til de ældste historiske tider. Det var denne tradition, der via legenden om en ung pige ved navn Kirsten Piil for 425 år siden slog rødder i skovene nord for København.

Langt op i middelalderen var store dele af Nordsjælland dækket af tætte skove. Her levede fattige bønder i små landsbyer. De var opført i rydninger mellem træerne. Rydninger, der siden har givet mange nordsjællandske byer efternavnet "rød", som Allerød, Lillerød, Birkerød o.l. Både bønder og borgere i byerne levede med rester af folkeovertro, der gik helt tilbage til hedensk tid.

Fra de ældste tider har vore forfædre fejret sommersolhverv. Ifølge overtroen var naturens kræfter særligt stærke Sankthansaften og natten til den 24. juni. Selve sommersolhvervet finder sted den 21. juni. Efter kristendommens indførelse blev festen flyttet til Johannes Døberens fødselsdag den 24. juni. Han blev ifølge Lukas evangeliet født seks måneder før Jesus. Derfor blev sommersolhvervsfesten, og alle dens hedenske traditioner, dedikeret til ham. Kildetiden var oprindeligt fra omkring Sankthansaften den 23. juni og til Vor Frue Dag den 3. juli.

Sankt Hans nat besad urter, luft og vand maksimal styrke ifølge overtroen. Det gav håb for kronisk syge om helbredende mirakler. Allerede i hedensk tid mente vore forfædre, at udvalgte kilder besad særlig megen kraft. Derfor besøgte man dem, drak af vandet og håbede på helbredelse.

Efter kristendommens indførelse blev disse hellige kilder tilegnet forskellige helgener og mirakler, og folk strømmede ud til dem Sankthansaften. I Nordsjælland lå der flere af disse kilder. De mest kendte var Helenekilden på stranden ved Tisvilde, kilden ved Vartov i Hellerup samt Vangede Kilde ved Gentofte Sø. Men nye kilder kom til. En af dem udviklede sig til verdens ældste forlystelsespark, Dyrehavsbakken.

Bakkens mange forretninger har altid brug for ekstra hænder, når sæsonen skydes i gang. 

Fuld tid eller deltid - weekendarbejde eller hverdage - der plejer at være lidt af hvert. 

Se om du kan finde dit næste job på Bakken.

H

I

J

K

L

M

N

Dyrehaven (officielt Jægersborg Dyrehave) er en skov nord for København. Den er på ca. 1.100 ha. Den grænser mod nord op til Jægersborg Hegn, som indtil 1832 var en del af Dyrehaven.

Ved alle indgange findes de karakteristiske røde porte. Den mest benyttede, Klampenborg port, ligger lige ved Klampenborg Station. Alle portindgange ligger ved et porthus til skovløberen. Husene er bygget efter samme model.

Dyrehaven er udpeget som naturskov. Det betyder at beskyttelse af naturen går forud for dyrkning af træ. Gamle træer fældes kun, hvis de er til fare for publikum.

Dyrehaven danner bl.a. ramme om Eremitageløbet og Hubertusjagten.

Hent Naturstyrelsens Vandretursfolder

Bakkens nye app er for de nysgerrige og legesyge. Den interaktive leg sikrer, at turen på Bakken bliver endnu sjovere for både store og små. 

Med en smartphone i hånden kan du genopdage Bakken, blive udfordret og deltage i skattejagt. 

Med app’en kan du:
- Gå på skattejagt 
- Løse opgaver på de forskellige forlystelser 
- Følge den rute, der passer dig – fx 'Børneruten', 'Bakkens ØLTOUR' eller 'Fart over feltet'
- Orientere dig med oversigtskort 

Bakkens app er gratis og findes både til android og iOS.

Download appens mange kort og ruter hjemmefra, så du er klar til start ude på Bakken.

Borde og bænke

Eremitageløbet

Handicappede gæster

Hjortebestand

Hubertusjagt

Naturvejledere

Ponyudlejning

Vandretursfoldere

Regler i Dyrehaven

• Pas på hjortene
• Hold afstand til hjortene.
• Forsøg aldrig at fodre hjortene.
• Medbring aldrig en løs hund.
• Rør aldrig ved nyfødte kalve.
• Bliv på stierne i dyrenes brunsttid (september - november).

Hunde

Kørsel

Ridning

Telte, bål og grill

Dyrehavens administration

A

B

C

D

E

F

G

Dyrehavsbakken havde efterhånden udviklet sig til en permanent by af sammenflikkede fjælleboder. En fjælle er det gamle navn på et uhøvlet bræt. Men langsomt ændrede forlystelserne sig.

Den store mode ved århundredeskiftet var varietéerne. Serveringsteatre, hvor artister og kunstnere underholdt i blandede programmer. De fandt også vej til Bakken, hvor rekommandørerne med rivende tungefærdighed præsenterede de ”internationale og fantastiske” selskaber. Ofte var paraden mere underholdende end selve forestillingen.

Gode gøglere er også gode kræmmere. Hvis der virkelig var gang i søgningen til en varieté, blev forestillingen indrettet efter det. Inde i teltet var kunstnerne klar over, at der var kø udenfor. Så efter devisen ”klip en tå og hug en hæl” blev enkelte vers i sangteksterne strøget. Sketcher og vittigheder blev afleveret så hurtigt, at man ifølge den gamle Bakkemand, Oscar Pettersson, kunne få en 45 minutters forestilling ned på 12-14 minutter. Så var der plads til næste forestilling.

En af de ældste nulevende Bakkefolk oplevede som fireårig sin første Bakkesæson i 1922. Det er Julius Olaf Franciskus Hoeing, i daglig tale altid kaldet Julle. Hans far var rekommandør i bl.a. ”Kramers Varieté” og senere i ”Alcazar”. Hans mor sang fra 1924 til 1932 i ”Bakkens Hvile”. Hun var den første, der i 1927 optrådte med den siden så legendariske blomstersang ”Køb blomster – køb blomster”.

Familien boede, sammen med andre Bakkegøglere, i en af de tre-fire primitive gøglervogne, der stod bag den nuværende informationskiosk ved indgangen til Bakken. Dengang var området, hvor parkeringspladsen i dag ligger, en vildsom mose.

Som 7-årig var Julle keglerejser til 2 øre pr. kegle på Bakken, og som 12-årig solgte han is i pausen hos ”Kramers Varieté”. Han blev egentlig uddannet som vinkyper, og det var først i forbindelse med Anden Verdenskrig, at Julle fik sin faste tilknytning til Bakken.

I 1926 blev kildetiden udvidet til 71 dage med åbning den 23. maj. I danseboderne trådtes 10-øres dansen. I ældre tid blev der i København opkrævet 10 øre af hvert dansende par pr. dans. Pengene gik oprindeligt til fattigvæsnet. På Bakken gik de til musikken og blev opkrævet af de såkaldte ”dansemestre”. Forfatteren Flemming Bergsøe beskrev en sådan dansebod i

1952, hvor den sikkert ikke havde ændret sig meget siden århundredets start:

”Jeg kiggede ind i en af de store dansehaller. Det var et langt, halvmørkt rum fyldt med mennesker. Midt i rummet lå et dansegulv omgivet af en rampe, og uden om den stod borde, hvor man drak øl. Lige inden for indgangen var der ståpladser uden danse- og købetvang. For enden af salen, på en forhøjning, sad orkestret, fem mand i hvide silkebluser. De lignede højtstående medlemmer af en eller anden hemmelig loge. Når de havde spillet en dans, råbte en af dem i mikrofonen, hvori han lige havde croonet de ømmeste løfter: ”Kom så hurtigt med tiørerne drenge! Kom så lidt kvikt!”, og en kæmpestor udsmider kredsede rundt på gulvet og dirigerede ved sit blotte udseende alle mand op foran orkestret, hvor de måtte punge ud med tiørerne, før næste nummer begyndte. Dette mellemværende var ordnet på få øjeblikke, men det måtte alligevel virke distraherende, fordi hver dans kun varede mellem 60 og 75 sekunder”.

Raritetssamlinger, hvor der blev fremvist de særeste ting, var populære på Bakken fra tidernes morgen. Flemming Bergsøe besøgte også en sådan samling og kunne fortælle, at der var ”..indtørrede indianerhoveder, søuhyrer og masker af afdøde berømtheder... Jeg fik ro til at studere mærkværdighederne i teltet... “Mumiehoved fra ægyptisk gravkammer. Garanteret 100 % ægte” læste jeg under noget, der for så vidt godt kunne være hovedet af en gammel ægypter. ”Den kinesiske djævlefisk, afstøbning fra Cirkus Barnums samlinger” stod der prentet under en kulørt gipsklump med onde øjne og mange pigge. Jeg opgav disse ukontrollable sjældenheder og begyndte at kigge på voksmaskerne af berømte mænd. De lå i et par glasmontrer og var alle meget uhyggelige. De havde parykker af rigtigt hår og i deres tillukkede øjenlåg var stukket lange stive øjenvipper. Voksmaskerne var malede, men farven var enten gusten som gråt fedt eller gul og lyserød som julekonfekt. Rundt om hver maske var svøbt et hvidt gevandt af gaze, rimeligvis for at lede tilskuerens tanker ad både himmelske og hygiejniske baner. Under hvert hoved stod skrevet en lille præsentation af den afdøde”.

”Den danske digter Johannes Ewald var en vild sjæl, fyldt af levende indbildningskraft, men skrantende og svag af legeme”, læste jeg under en grøn-gul maske, der så ud til at være en afstøbning af vor berømte Isak Dinesen (Karen Blixen).

Under et lille, lyserødt hoved stod der: ”Trods de fårede træk en fremragende begavelse”. Det var vokskabinettets kunstner, der indrømmede, at en eventuel mistydning i alle tilfælde ikke kunne bebrejdes den portrætterede, Niccolò Machiavelli.

”Goethes ansigt”, stod der, ”taler skønt stivnet, om sindets storhed”. ”Luther var”, trods maskens påfaldende grågule farve ”en varm og blodrig natur”, og Thorvaldsen, der unægtelig virkede lidt oppustet, ”var ikke nær så smuk som sine værker”.

Forholdene på datidens Dyrehavsbakken har været utroligt primitive. Alt spildevand og regnvand løb bort gennem grøft er, der gennemskar terrænet. Nødtørft blev forrettet i naturen. Først i 1800-tallets slutning blev der indrettet retirader, som blev tømt af omegnens landmænd. Drikkevand blev hentet ved

kilden, og vand til opvask og personlig hygiejne blev hentet i Kildesøen. Det var de mange beværtningers altmuligmænd, der med spande og åg fungerede som vandbærere.

Efter store Bakkedage flød hele området med affald. Alt sammen problemer, som måtte løses. En gruppe fremsynede teltholdere, heriblandt J.L. Andersen, stiftede derfor den 10. juni 1885 Teltholderforeningen i Jægersborg Dyrehave. Den gik energisk i gang med at løse disse praktiske problemer. Blandt andet blev der gravet tre brønde, som blev forsynet med pumpeværker. Først i 1906 bliver der indlagt en vandledning fra Lyngby vandværk, og året efter blev den suppleret af en ledning til Taarbæk.

Nye muligheder for at komme op til Dyrehavsbakken kom hele tiden til. Den 23. marts 1884 sættes Strandvejens Damp Sporvogns Selskab i drift fra Trianglen på Østerbro til Klampenborg. Dampsporvognen kunne køre med 16 km i timen.

Det pæne borgerskab i København så stadig ned på Bakkeløjerne. Oehlenschlägers “Sct. Hansaftens-Spil” bringes stadig i erindring for at illustrere, hvordan det var gået tilbage derude. ”Poesiens guldglans har længst forladt den,” skrev borgerskabets blaserte ironiker, forfatteren Gustav Esmann, og ” Illustreret Tidende” udstøder i 1890 et suk over, ”at Sct. Hansaftens- Spillet ved Kirsten Piils Kilde har i sin nye form grumme lidt med romantik og æsthetik at gøre”. Fra 1889 til 1914 var kildetiden fastsat til 62 dage med start den 1. juni.

Men hovedstadens jævne klasser elskede stadig Dyrehavsbakken, især ved midsommer. Bladet ”Hver 8. Dag” skriver i 1899 om en Sankthansaften på Bakken: ”Det liv, der rørte sig derude hin aften, tør nok siges at være enestående; hvis en udlænding tilfældig havde aflagt Bakken besøg, måtte han i sandhed være blevet forbavset og have dannet sig højst mærkelige forestillinger om den danske folkekarakter. Hver festdeltager havde forsynet sig med et horn, en fløjte, en skralde, en skrigeballon, en påfuglefjer eller en pose konfetti, og man kan tænke sig, hvilken infernalsk larm 10.000 mennesker kan frembringe, når de trængt sammen på Bakkens lille område trakterede de nævnte instrumenter. Lige til den tidlige morgenstund fortsatte spektaklet; det lykkedes nemlig kun de 9000 at nå hjem med toget”.

Ved århundredeskiftet lød flere moralske røster, der ville have Bakken lukket for at komme den påståede usædelighed til livs. Det diskuteres stadig, om de mange brændenælder omkring forlystelseshaven blev plantet af hensyn til sædeligheden, eller om de gror på grund af den megen naturgødning, som Bakkegæsters nødtørft forsyner dem med.

De moderne bekvemmeligheder nåede efterhånden til Bakken. I april 1906 ses det første telefonnummer, og fra 1911 begynder elektriciteten at fortrænge petroleumslamper og levende lys. Først i 1920’erne når kloakeringen ud til Dyrehavsbakken. Øllet blev stadig leveret i fustager, tappet over på flasker, påsat propper og solgt for 12 øre. Tiden frem til Første Verdenskrig var en af de mere stille i det gamle kildemarkeds historie. Kildetiden blev i 1915 nedsat til 56 dage.

Men tiden krævede fornyelse. Mikrofoner, forstærkeranlæg og nye mekaniske forlystelser begyndte at sætte sit præg. I 1932 får Bakken sin rutsjebane, dengang Europas største. Den har siden været forlystelsesparkens vartegn. Forlystelsen, hvor kvinder skriger, og mænd indtager stenansigt. I 1925 åbner ”Radiobilbanen” og i 1935 ”Rodeobanen”, der med sine biler blev en elsket forlystelse.

I 1933 får politiet ordnede forhold, og politivagten får en bygning ved indgangen.

Samme år ansættes den 42-årige Jeppine Kristine Hansen (1891-1956) som danserinde i ”Sommerlyst”. Hun havde kunstnernavnet “Miss Florens”. Hun påstod, at hun var uddannet i dans, plastik og mimik under Første Verdenskrig, under et kort ophold i Paris, af operamester Stott. Efter en karriere som primaballerina fortsatte hun på Bakken, selv om danseegenskaberne var noget falmede, og hun i øvrigt sang pibende falsk. Det var også på den tid, at den store og imponerende ”Bakkekroen” opførtes.

Nye tider kræver også ny underholdning. I 1935, hvor kildetiden var udvidet til 121 dage, realiserede en gruppe herrer fra forlystelsesbranchen et nyt tiltag på Bakken, nemlig ”Cirkusrevyen”. Det var den folkekære Osvald Helmuth, restaurationsmanden Oscar Holst, harmonikavirtuosen Herman Gellin og restauratør Carl Petersson. At drive revy i et cirkustelt var skuespilleren Poul Guldagers ide. Det var skovrider Martensen-Larsen, der udpegede stedet, der til vore dage er Cirkusrevyens plads.

Dog gjorde Cirkusrevyen i 1945 en afstikker til København. Her stod teltet i resterne af det saboterede Forum på Frederiksberg. Men efter krigen var teltet tilbage på Bakken. Her sang elskede Liva Weel, her gjorde Elga Olga i 1953 ”Solitudevej” danmarkskendt, Marguerite Viby kvidrede i 1965 som ”Den

jazzende husmor”, Dirch Passer og Daimi kyssede i 1967 i gadedøren. Ja, listen over højdepunkter i Cirkusrevyen er alenlang, og revyen fortsætter stadig i dag med succes under Torben “Træsko” Pedersens ledelse.

De gamle forlystelser måtte også forny sig. For at holde liv i ”Bakkens Hvile” ansættes i 1938 den erotiske striptease-danserinde La Begonia fra Martinique. Hun bliver en stor attraktion. Men Danmarks inddragelse i Anden Verdenskrig i 1940 ændrede på mange måder den gamle Dyrehavsbakke.

Selv om gøglererhvervet ofte er flygtigt, er der dog flere dynastier, der har været på Bakken i generationer. Brødrene Stefansen startede som omrejsende gøglere i 1898 og kom til Bakken i 1913. De kom med den nye tid og indførte bl.a. radiobiler. I 1936 købte de ”Bakkens Hvile”, som blev moderniseret, og som siden har været i familiens eje.

At være Bakkegøgler var en sæsonbeskæftigelse. Mange af de ansatte arbejdede om vinteren på B&W, heriblandt de på sav og violin musicerende brødre Mondelin. Den ene, Kyrild, opnåede national berømmelse, da han reddede en kollega på skibsværftet fra at styrte ned fra et stillads ved at gribe ham. Det blev fejret i tre dage på Bakken, hvor næsten hele forlystelsesparken var lukket for at fejre helten.

Selv blandt gøglere var der en rangordning. De flygtige døgnfluer og de mere standhaftige. I 1972 fabulerede Anders Bodelsen over forskellen mellem de flygtige og de professionelle:

”På den anden side har vi så fagfolkene: Tribini, silhuetklipperen, Pølsekroens tjenere med tyve glas fadøl i en favn. Og pigerne i ”Bakkens Hvile”. Hvert år har man glemt, hvor livskraftige de er, hvor originale og ufordærvede. Fagmand er også den lille mand, som gætter folks vægt, føler lidt på dem (under stor munterhed), træder et par skridt tilbage, skubber hatten om i nakken og kommer med sit bud. Er han inden for 5 kilos nøjagtighed til en af siderne, får han sine penge, ellers er vejningen gjort gratis. Det er en fagmand, men hvor er han for resten henne nu?”.

Rekommandørerne var vigtige. De trak folk til huse med deres tungefærdighed. Den store og festlige Alexandra Selmar – ”kan disse øjne løgne?” – var den eneste kvindelige af slagsen. Gøglerdronningen, der livet igennem kunne klare sig uden mikrofon. Hun skulle nok overdøve alt og alle.

I 1935 startede markedsgøgleren Christian Nielsen på Bakken i ”Varieté Alkazar”. Det blev starten på en eventyrlig, Bakkekarriere under kunstnernavnet Professor Tribini. Rekommandøren over dem alle, hvis navn stadig lever i ældre Bakkegæsters erindring. Hans rekommandørremser var legendariske:

”Hold Dem ikke tilbage, mine damer og herrer, mine herskaber, grevskaber, djævelskaber og klædeskaber. Har De fiskelim i lommerne? Nej sådan, det tænkte jeg nok, denne vej mine herskaber, baroner og baronesser, sprællemænd og skraldemænd, landmænd, nissemænd, bussemænd og gentlemænd, denne vej. Hold Dem ikke tilbage, op ad trappen, ind ad klappen, her er plads til alle, og det er nu vi begynder, nu!

Det er min opgave at skaffe det højt ærede publikum sensationer. De husker måske fra i fjor ”damen, der blev skelet”? I år er det damen uden underkrop, damen fra Cabaret de la Mort i Pariiiiis, og jeg kan love Dem, De får smæk for skillingen! Hvis De får en god oplevelse, så fortæl det til andre. Hvis de får en dårlig oplevelse, så fortæl det til mig. Jeg løber ikke med sladder. Fuld tilfredshed, eller pengene er spildt”.

Fra 1948 fik professoren sin egen stadebevilling på ”Bazargangen ” til varietéen ”Gøglervognen”, som året efter skiftede navn til ”New Scala”, der afløste Brdr. Stefansens ”Scala Varieté”.

En kilderejse til Dyrehavsbakken var en omstændelig affære. Turen blev planlagt i god tid. Familier eller selskaber kørte i hestevogne. Nogle red, og andre vandrede hele vejen. På grund af Strandvejens dårlige forfatning tog kildegæsterne vejen over Gentofte og Ordrup. De kom først ud til kysten ved det nuværende Hvidøre. Med grønt løv i hatten drog selskaberne syngende ind gennem De Røde Porte, slog sig ned omkring kilden og pakkede madkurve ud.

Her blev der udskænket vin, punch, øl og brændevin. Der var også telte, hvor den nymodens kaffe blev serveret. Gøglere og beværtere boede selv under primitive forhold bag teltene og hentede vand til deres forretninger fra kilden. Blandt fornøjelserne var også primitive pariserhjul, de såkaldte ”møllegynger” eller ”russiske gynger”, der naturligvis blev betjent ved håndkraft.

Disse forlystelser var populære selv på højeste sted. I 1765 kunne bogtrykker Berlings ”Københavnske Tidende” fortælle, at dronning Caroline Mathilde sammen med enkedronningen og arveprins Frederik havde været i Dyrehaven Sankthansdag ”ved den derværende og bekendte sundhedskilde, hvor vel hele sommeren igennem, men især på denne dag og aftenen før, en stor mængde af Københavns indvånere plejer at indfinde sig”. Hos de kilderejsende københavnere var ”glæden iblandt samme over de høje herskabers nærværelse og hulde åsyn endnu større”.

Alt imens gæsterne nød mad og drikke, blev de underholdt af sang og dans. En gæst i 1768 fortæller: ”Vi adhørte nu adskillig Musik, saae i Perspectiver, og ansaae én, som gjorde Kunster paa en slap Line bundet imellem tvende Træer”. Det var sognefogeden og tingmanden fra Lyngby, der sammen med tilsagte husmænd skulle sikre lov og orden. Men de blev hurtigt så berusede, at de skabte mere ballade end orden.

Dyrehavsbakkens ry bredte sig ud i Europa. Fra alle lande strømmede gøglere og kunstnere til Dyrehaven i kildetiden. Den folkelige forlystelse havde for alvor slået rødder i Kongens Dyrehave.

Selv om lægevidenskaben blev bedre, søgte folk stadig ud til de hellige kilder ved midsommer. Måske ikke så meget for at blive helbredt af vandet, men for at få en festlig aften i det fri, hvor de blev beværtet og underholdt af gøglerne. Københavnerne vandrede ud af den stinkende og beklumrede by og forlystede sig i det fri i den korte kildetid, der dengang var fem uger. De øvrige kilder i Københavns omegn sandede med årene til. Efterhånden var kun Kirsten Piils tilbage. Bag den og på den nærliggende bakke slog beværtere og gøglere deres telte op, så gæsterne kunne beskænkes og underholdes. I 1768 skriver et tidsskrift efter Sankt Hans om, ”At der er ligeså mange gæster i Dyrehaven denne aften, som værterne i København har gæster Fastelavns mandag”.

DyrehavsbakkenvokserfremMellem telte og fjælleboder var jublende sang og højrøstede glade gæster, fra gyngerne klingede den tyrkiske slagtøjsmusik, sangerinder, der  betjente harper og guitarer, keglebaner, vaffelboder, udsalg af kurve, knaldperler og blanksværte. Mellem det hele løb unge jøder rundt og falbød hollandske cigarer og tændte lunter. Beriderselskaberne trak mange besøgende, da mange af de mandlige gæster kunne ride. Så disse rideopvisninger havde et sagkyndigt publikum. Fra de første tider er forestillingerne i gøglerteltene blevet annonceret af veltalende rekommandører. De kom ud på balustraden foran teltet og startede ofte deres salgstale med et trut i en trompet. Der var indbyrdes aftaler om, hvornår forestillingerne begyndte, så rekommandørerne ikke kom til at råbe i munden på hinanden.

Men der var også tid til en dram. En gammel pebersvend undrer sig meget over, at han næste dag har voldsom hovedpine efter at have drukket kildevand. Der var dog også moralske røster, der advarede mod kildeløjerne. Holberg lader i komedien ”Kilderejsen” sin Jeronimus vrisse, at ”disse kilderejser gjordes af devotion (fromhed, ydmyghed) i gamle dage, men nu tror jeg, at hvert andet telt er et horehus”. Det var også Holberg, der diplomatisk kaldte de mindre ærbare damer, der ved nattetide sværmede omkring kilden, for ”natfrøkner”.

En tjenestepige i København lod sig aldrig fæste, før hun havde sikret sig en hel fridag midt på sommeren til en Bakketur. I et “Sct. Hansaftens-Spil” lader Oehlenschläger en tjenestepige juble: ”Så skal vi i skoven, en herlig sag, skovturen er min bedste dag, det er den eneste dag, jeg må gå for min madamme med solhat på”. Dengang var det det forbudt for tyendet at gå med hat resten af året.

Efterhånden bliver Kirsten Piils Kilde åbenbart glemt. Københavnerne valfartede dog stadig til de øvrige hellige kilder. En dag i 1732 vandrede den kongelige dansemester Heinrich Brinckmann en tur i Dyrehaven. Han genfandt Kirsten Piils Kilde, som han besluttede at rense og sætte i stand. Sammen med sin ven, parykmager Greve, lod han det nyrenoverede kildespring markere af en sten med følgende indskrift:

Naturen viser her, hvad godt den har i Eje. Da Kilden brød ud af hinde skjulte Veje, Kirstine Piil var den, som fandt det Kilde-Vand, 1583. Som blev ved Brinchmann og ved Greve sat i Stand, 1732 Kildengenopdages

Kildeindfatningen blev fornyet i 1750, hvor den nuværende inskription blev sat op. I mellemtiden havde Boveskoven ændret sig. Allerede i 1669 havde den jagtglade Frederik III indrettet en indhegnet dyrehave, Stokkerup Dyrehave – der var opkaldt efter den lille nabolandsby. Den måtte dog lade livet, da Christian V i 1670 afløste sin fader på tronen. Han havde som kronprins opholdt sig ved Solkongen Ludvig XIV’s hof. Her havde han lært at elske parforcejagt. Jægerne red dyrene så udmattede, at de kunne dræbe dem med hirschfængeren – et firbladet stikinstrument. Det krævede plads. Derfor udvider kongen sin fars dyrehave til det firdobbelte med navnet Jægersborg Dyrehave. Stokkerup måtte flyttes, så den jagtglade majestæt kunne få plads til sin hobby. I Nordsjælland var der mange forladte gårde efter svenskekrigene i 1658-60. Hertil blev Stokkerup-bønderne ”forflyttet”. Som kompensation fik de dog ”trende Aars Frihed for alle Skatter samt Landgilde og Hoveri”.

Selv om Dyrehaven var kongens, havde gøglere og beværtere allerede i mange år ved kildetid slået deres telte op omkring Kirsten Piils Kilde. Det er Frederik V, der i 1746 officielt åbner haven og i 1756 giver helt fri adgang ”ligesom i forrige tider må det være alle skikkelige folk tilladt at indpassere og divertere sig i den kongelige Dyrehave”. Men hvis folk ville fornøje sig, måtte de også yde til sociale formål. Allerede i 1754 opsættes ved kilden en såkaldt ”fattigblok”. En aflåst indsamlingsbøsse, hvor de af kildegæsterne indkastede penge gik til fordel for stiftelsen Gentofte-Lyngby Hospital. Teltholderne skulle også betale. I middelalderen betalte handlende i byerne afgift for deres stadepladser. Så teltholderne har fra tidernes morgen ved kildetid betalt stadeafgift til Gentofte-Lyngby Hospital for deres plads i skoven. Den enkelte stadeholder skulle hvert år søge sit stade, og der var ingen garanti for, at han fik det igen året efter

Legenden om Kirsten Piil fortæller, at en ung og uskyldig pige en aften i 1583 for vild i den mørke Boveskov nord for København. Hvad hun har lavet der, ved ingen. Måske havde hun været på besøg i landsbyen Stokkerup, der lå på den nuværende slette neden for Eremitageslottet.

Kirsten Piil flakkede hjælpeløst rundt i den mørke skov, da en kilde pludselig sprang ud af en skrænt og viste hende vej mod København. Historien om dette mirakel bredte sig, og folk søgte kilden for at drikke af det helsebringende vand.Kirsten piils kilde

Der er flere folkesagn om denne Kirsten Piil. Sagn, der pludseligt begynder at blomstre i litteraturen, da guldalderen rammer Danmark. Et af disse sagn fortæller om en uskyldig jomfru, der blev solgt som slave af tyrkerne. Et andet fortæller om en klog kone, der boede i Larsbjørnsstræde i København. Hun solgte helsebringende vand på flasker fra en kilde i Boveskoven. En legende, der falder godt i tråd med traditionen om de hellige kilder.

Når de besøgende ankom til kilden, blev de først slået med gysen og ærefrygt ved synet af de mange krykker, gennemsivede bandager og stokke, som helbredte kildegæster gennem årene havde efterladt. Herefter ofrede den besøgende ved at kaste en mønt i kilden.

Den blev passet af ”kildekonen” – en klog kone – som de tilrejsende henvendte sig til. Hun fik en skilling og tilspurgte så den tilrejsende, om vedkommende havde medbragt et krus, som ingen havde drukket af før. Det havde den kilderejsende naturligvis. Herefter fyldte kildekonen kruset med kildevand, som den syge drak af. Så bød kildekonen den tilrejsende at knuse kruset, hvorved den syge på symbolsk vis knuste sygdommen.

For at turen skulle være effektiv, måtte den kilderejsende sove ved kilden natten over. Under hovedet skulle patienten have jord fra kilden, som kildekonen havde hentet og pakket ind i et klæde. Denne behandling virkede mod alskens sygdomme og handicap. På den baggrund kan historien om Kirsten Piils helsebringende vand sagtens være sand. Indtil 1859 var drikkevandet i hovedstaden skident og direkte sundhedsfarligt. Så hellere en klog kones vand på flaske fra en helsebringende kilde.

Ved kilden mødtes de nordsjællandske bønder med borgere af alle klasser fra København. Alle det klassedelte enevoldssamfunds stænder satte hinanden stævne på Dyrehavsbakken. Der var ikke mange forlystelser i København, og folket var ikke politisk aktive. De kunne samle hele deres energi om den livsvigtige opgave at more sig i den grønne skov.

Men i 1807 blev Danmark involveret i Englandskrigene, der førte til statsbankerotten i 1813. Pengene mellem folk var små, og mindre forlystelseshaver skød op i Københavns nærhed. De mange gøglere søgte andre græsgange, og Dyrehavsbakken sygnede hen.

I 1819 begynder Dyrehavsbakken atter at få fat. Da Danmarks første dampskib, Caledonia, som på grund af sine store skovlhjul blev kaldt ”Plaske-Marlene”, og senere andre dampskibe bliver sat i rute mellem København og Bellevue, blomstrer Bakken igen.

Nu kunne københavnerne sejle hele vejen og derved undgå de støvede og bumlede veje. Unge herrer fik mulighed for at kurtisere jomfruerne om bord og måske få en aftale om en glad dag på Dyrehavsbakken. Når Caledonia anløb Bellevue, blev hun modtaget af kanonskud fra land. Herefter blev passagererne roet ind til kysten af stærke søfolk og drog syngende gennem Dyrehaven til Bakken.

Strandvejen var også blevet forbedret, så gående og kørende fik en mere komfortabel transport. Ved De Røde Porte blev gæsterne modtaget af ”børstedrengene”. Lokale drenge, der havde tilkæmpet sig en slags autorisation på at børste de kilderejsendes tøj, der var støvet til under køreturen på Strandvejen.

Nu søgte de udenlandske gøglere igen ud til Dyrehavsbakken i kildetiden. Men efterhånden begynder forlystelseshaven også at ændre karakter. Stadig flere teltholdere søgte op på den nærliggende bakke ved søen, og det gamle centrum omkring kilden kom nu til at ligge i udkanten af forlystelserne. Nu begynder tilnavnet Bakken at afløse Kirsten Piils Kilde. Teltholderne slog sig i stigende grad ned i en rundkreds på toppen af bakken, hvor de lå omkring ”Store Plæne”, der var en græsplæne, hvor gæsterne kunne sidde med deres madkurve.

Her åbnede også den schweizisk-italienske konditor Giovanni Monigatti et stort konditori. Han havde drevet flere populære konditorier på Frederiksberg, hvor han bl.a. havde syngepiger på scenen. På Bakken blev hans telt ødselt udstyret med venetianske lysekroner og smagfuld underholdning. På de store Bakkedage arrangerede Monigatti storslået fyrværkeri. I samtiden skrev et tidsskrift om hans konditori, ”at her kan det højstærede Publikum nyde Chokolade, Lemonade afkølet med Is og himmelske Kager – oh, for hvor meget haver vi ikke de gode Italienere at takke”.

 << Kapitel 6   Kapitel 8>>